
Jeg hedder Mary og er 27 år gammel. Jeg er mor til en dreng på 4 år og en pige på 2 år.
I januar 2016 blev jeg uddannet pædagog med speciale i mennesker med nedsat funktionsevne.
Udover fagligt at vide noget om mennesker i autisme spektret er jeg lillesøster til en med ADHD, OCD, tourette samt aspergers og autisme og jeg er storesøster til en med infantil autisme. Disse to fantastiske mennesker inspirerede mig til at læse til pædagog for at få en forståelse for, hvad disse diagnoser egentlig betyder. Undervejs fandt jeg også ud af en hel del om mig selv som søster til to med diagnose. Hvor meget det egentlig har betydet for vores familie som helhed, at skulle rumme en anderledes hverdag ,end hvad mange andre familier har.
Efter jeg selv er blevet mor er jeg nu ved at finde ud af, hvad det er for en rolle, og hvordan jeg bedst skaber den bedste hverdag for mine børn. Derfor vil jeg gerne give nogle af mine egne oplevelser og erfaringer videre – både min personlige og faglige viden. Håber i vil følge med og kan få lidt ud af det samt evt. dele sammen med mig.
Min vision er at tilbyde familier en hverdag, hvor der er plads til udvikling. Jeg vil gerne tilbyde nogle pædagogiske redskaber, som skal gøre dagligdagen mere overskuelig og struktureret. Jeg går meget op i den enkelte families behov, da alle er forskellige. Sammen med jer vil jeg gerne hjælpe jer med at danne det bedste grundlag for en stærk familie på jeres præmisser.
Nedenstående er de tre ting, som jeg især fokuserer på, når jeg vil forsøge at implementere nogle pædagogiske værktøjer i familiens dagligdag.
Kommunikation
Åben kommunikation er meget vigtig for mig. Det praktiserer jeg både fagligt, men også privat. Jeg går ind for , at man siger tingene som de er og ikke skjuler noget. På den måde får man altid det bedste resultat.
Forståelse og anerkendelse
Jeg kender til mange af de svære problemstillinger, som alle familier står i. Både med og uden diagnose. Jeg vil møde jer med min dybeste respekt, og forståelse for de ting i går gennem. Vi er ikke alene!
Jeg-kan!
Jeg kan – så jeg skal. Er et af mine motto.